Blogglistenhits Han forskjellsbehandler barna | Psykopaten

Han forskjellsbehandler barna

Psykopater og forskjellsbehandling

Hun var den siste som forsto at hennes mann var en psykopat. Det var ingen som advarte henne da hun traff han første gang. For henne var han bare en sjarmerende mann med et tilsynelatende velordnet familieliv. Hun var en av mange kvinner i hans liv, og måtte selv ta grep da hans mindre hyggelige personlighetstrekk kom frem.

LESERHISTORIE: Noe var galt fra starten av, men jeg klarte ikke helt å sette fingeren på hva det var. Han hadde to barn fra første ekteskap. Han fortalte en tåredryppende historie om sin første skilsmisse. Hans kone hadde forlatt ham til fordel for en annen mann. I tillegg mente han at hun hadde forlatt sine egne barn. Han hadde vunnet i retten etter mer enn fem års hard kamp. Etter å ha hørt hans historie tenkte jeg at han virkelig brydde seg om barna. Samtidig ga han barnas mor en svært lite flatterende attest. Hvilken mor forlater vel sine barn til fordel for en annen mann? Han fremstilte det som om hun hadde tatt et valg og vendt sine egne barn ryggen.

Etter hvert ble jeg bedre kjent med hans to barn fra første ekteskap. Det var to høflige ungdommer. Eldstebarnet var åpenbart favoritten, mens den to år yngre søsteren nærmest bare eksisterte for ham. Jeg husker jeg reagerte på den forskjellsbehandlingen som han utsatte de to barna for. Den ene fikk nesten hva han ba om, mens den andre måtte klare seg på egenhånd. Hadde det sammenheng med at barna hadde uttrykt ulikt syn på hvem av foreldrene de ville bo hos da de var små? Datteren hadde gitt klart uttrykk for at hun helst ville være hos sin mor. Slik var ordningen i begynnelsen, men samværene hos far ble brukt til massiv manipulasjon.  Da hun var 8 år fortalte hun både dommeren og sakkyndig at hun hadde det best hos pappa og sin storebror. Det skulle vise seg å bli et skjebnesvangert valg for henne. Han tilga henne aldri at hun egentlig ønsket å bo hos sin mor. Broren ble rikelig belønnet, fordi han ikke hadde uttrykt noe spesielt.

Den ene får alt. Den andre får ingenting

Jeg reagerte på forskjellsbehandlingen. Mens eldstemann fikk dyre gaver, ble påspandert feriereiser og fine middager, fikk datteren smuler til sammenligning. Spesielt sårt kunne det være på julaften når sønnen fikk en flott gave, mens hun fikk en helt ordinær gave i en helt annen prisklasse. Noen ganger hoppet han over bursdagene hennes med en lovnad om en flott gave på et senere tidspunkt. Hun fikk aldri noen av disse gavene. Han forskjellsbehandlet dem når de fikk sitt første barn. Han omtalte dem forskjellig. Mens sønnen gjorde alt riktig, var datterens valg av utdanning, kjæreste og livsstil klandreverdig. I virkeligheten fikk denne forskjellsbehandlingen en stor konsekvens for barnas voksenfungering. Hun var vant til å klare alt selv. Han ble vant til at hans psykopatiske far ordnet opp i alt. Ikke til sønnens beste, men til fars vinning. Han fikk stadig mer kontroll over sin voksne sønn. Han utbetalte hans lønn, han eide huset han bebodde og det var fars behov som ble dekket i enhver sammenheng. Da sønnen fikk sin første kjæreste gikk det ikke lang tid før kjæresten ble lagt for hat. Hun kom inn og peke på en rekke forhold som virket unaturlige og merkelig for voksen mann. Dermed ble hun uglesett. Sønnen brøt etter en stund med henne. Familieforholdene var lite hyggelige og hun orket ikke mer. Sønnen ble stående mellom barken og veden. I ettertid vet jeg at han var veldig lei seg for dette bruddet. En stund senere fikk han en ny kjæreste. Også hun visste å sette skapet på plass. Dermed gjentok historien seg. Faren hadde vært vant til å kommandere sønnen i alle retninger og at han var den viktigste personen i hans liv. Grepet var så stramt at alle og hver var nødt til å reagere med motstand. Dermed gikk det ikke lang tid før også hun ble utsatt for hans vrede og ondskap. Det hjalp ikke noe at han ble farfar. Han ville ha henne ut av familien og gjorde alt han kunne for å skape disharmoni  og krangel dem i mellom.

Hvordan kunne han forskjellsbehandle sine barn på denne måten? I barndommen var det tilsynelatende sønnen som hadde alle fordeler, mens datteren ble oversett og neglisjert. Hun fikk lite og ingenting.

I det voksne livet var det sønnen som tapte alt. Faren følte at han eide sønnen. Han fikk aldri lov til å bli voksen. Han levde under farens tyranni til langt opp i voksen alder. Ingen av hans kjærester ble godtatt. Han ble holdt i et jerngrep. Sånn sett ble han taperen i voksen alder.

Hans datter har et sporadisk forhold til sin far i dag. Hun har aldri følt seg elsket. Hun slipper ham ikke inn i livet sitt mer enn hva hun føler for. Hun har klart seg tilsynelatende bra.

Veronica Kristoffersen

BESTILL BOKEN I DAG

Les Veronica Kristoffersen personlige bok som oppfølging til suksessboken "Jeg er fremdeles her". Boken står støtt på egne ben og tar deg gjennom en reise fra hun våknet opp etter sitt selvmordsforsøk. Hun kommenterer sin reise og deler sine opplevelser med små dikt. Hun er den første som sto frem i en bok under fullt navn og fortalte ALT om livet med en psykopat. Vi har en avtale med Publica forlag som sender deg boken direkte. Pris kr. 249,- pluss frakt (kr.50,-) Du betaler når du får boken.

  • Skriv inn din e-post og du kommer til en side hvor du bekrefter din adresse
  • Kanskje kan du lære noe for livet og se at det også er håp?

Sønnen har brutt all kontakt med sin far. Han har levd et helt liv sammen med en far med sterke psykopatiske trekk. Sønnens lykke betydde ingenting for ham. Det var kun hans egne behov som var viktig. Han strammet grepet når sønnen skulle starte sitt voksenliv. Sakte, men sikkert har det gått opp for sønnen hvilket overgrep han han vært ustatt for. I voksen alder har han også fått høre sin mors historie. Hvordan hun ikke klarte mer, hvordan hun måtte slippe taket av ren utmattelse. Hun er der i dag. Det er så mye som har gått tapt gjennom hele barndommen, men de forsøker så godt de kan å bygge en ny relasjon.

Sitter igjen alene. Spiller på de voksne barnas samvittighet

Etter bruddet sitter faren tilbake og spiller på sønnens samvittighet. Han er døden nær, han er alvorlig syk, han klarer ikke å leve med savnet og hva har jeg gjort som fortjener alt dette? Alt dette virket på sønnen tidligere. Nå fylles han bare med avsky for sin egen far. For første gang har han fått luft under vingene og kjenner på en frihet han aldri tidligere har hatt.

Det er en trist historie om en far som bare smykket seg med barna etter skilsmissen. Han gikk til frontalangrep mot mor og hennes nye kjæreste. Han utmattet henne gjennom en årelang kamp i retten. Han gjorde det vanskelig for barna å ha kontakt med sin mor under oppveksten.

Nå sitter han alene tilbake. Uten noe kontakt med barn og barnebarn.

LES OGSÅ:

Trakasserte kone og barn i flere år

Han er dømt for å ha trakassert sin tidligere kone og deres barn over flere år, skriver “Bladet”

Voldtatt hver dag i tre måneder

Voldtektsofferet har forklart at hun ble voldtatt landet rundt tre-fire ganger hver dag i en periode på tre måneder, mens hun ufrivillig var passasjer i tiltaltes trailer, skriver Nordlys.

Falsk lege svindlet MS-syke Julie (27) for 133.000 kroner

Først dagen før MS-syke Julie Trippestad (27) skulle reise for å få behandling i USA, forsto hun at legen var falsk og hadde svindlet henne for 133.000 kroner. Den falske legen er siktet for bedrageri i syv saker, men er fremdeles på frifot, skriver TV2.

Dette kjennetegner psykopaten

Mangel på empati er gjerne et typisk kjennetegn på en psykopat, og ifølge psykolog og fagdirektør hos Psykopaten.info, Dag Øyvind Engen Nilsen, er det den følelsesmessige empatien de mangler og ikke den kognitive. Det er gjerne ikke noe galt med intelligensen til psykopaten, de kan kjenne igjen følelser når de ser dem, men de kan ikke kjenne på andres smerte, sier han til KK.no

Flere tusen Nordmenn er psykopater

Psykiatrispesialist Randi Rosenqvist har til NRK ett råd til dem som lever med en psykopat: – Dere burde springe!

Mitt liv som psykopat

Ordet «psykopat» får folk til å løpe vekk i frykt. Men psykopati er ikke så enkelt og svart-hvitt som de fleste tror. Og alle psykopater er ikke konebankere eller mordere. Om Fallon i NRK ytring.

LES OGSÅ: Sjekk anbefalt litteratur og bøker du kan bestille 


Besøk også våre Facebooksider.

Hva tenker du om denne artikkelen? Kjenner du deg igjen? Legg gjerne igjen din kommentar!

Klikk helt nederst på «Leave a reply». NB!  Skriv “Anonym” om du ikke vil oppgi ditt navn. Din e-postadresse må oppgis, men den blir ikke synlig for andre.

Har du en personlig historie du ønsker å få presentert som Leserhistorie – med egne ord? Send din historie til oss! Du trenger ikke være redd for hvor godt du skriver, vi hjelper deg gjerne med teksten. Vi redigerer den, passer på at den er anonymisert, illustrerer og legger den ut som leserhistorie. Du kan også sende signerte innlegg om du ønsker å skrive generelt under fullt navn. Send mail til redaksjonen@psykopaten.info –  Om ønskelig sender vi deg teksten til deg for gjennomsyn før den legges ut.

Kunnskap er det beste våpenet i kampen mot psykopati. Du hjelper deg selv og andre om du deler innlegget på Facebook eller i andre sosiale medier! Å være utsatt for en psykopat er skambelagt, og det er til stor hjelp for andre ofre er å lese at de ikke står alene og at det finnes en mulighet til å komme fri fra psykopatens grep. Husk at det kan være ofre for psykopaten blant dine venner! 

5 Comments

  1. Anonym

    February 28, 2015 at 8:44 pm

    Jeg voksede op med en psykopatisk mor.. og en far, der må have været sociopat.. her er et gammelt indlæg, jeg aldrig har delt med nogen.

    Jeg har siddet ofte nok på Facebook og like’t sider, der siger Bryd tabuer, Tabuer skal tales væk og andre sider, der hylder nedrivningen af de mure, der kan stå mellem mennesker.

    Idag (2013) sad jeg og så en udsendelse på DR2: Mor er den værste i verden.

    Jaja, tænkte jeg. Endnu en populistisk ting at puste op og gøre mere ud af end selve udsendelsen kan bære.. Men jeg så det alligevel.

    Blandt de involverede (kendte og semikendte) var der rigtig mange, der var afhængige af deres mor, hvilket jeg slet ikke kunne relatere til. Og de alle havde noget nær samme issue: Når noget i deres samvær med Mor handlede om dem selv, deres egne følelser eller oplevelser eller minder, så var den samme reaktion fra deres mødre stort set ens, der blev sagt: Pjat! Hvad er det nu det for noget pjat! – Okay, den del kan jeg så godt relatere til, sådan..

    Men der var så een ung pige, der havde sultet sig selv, lidt af anoreksi, for at få hendes mor til at finde tilbage til hendes far, selv om mor blev gift og skilt igen fra adskillige andre mænd i hendes opvækst. Og det var ikke så meget den del, der fængede, men at moren faktisk gik ind i datterens sfære, indrømmede sin fejl, tog ansvar/delagtighed i datterens tilstand, og arbejdede med for at de begge kom ud på den anden side.

    Dér sad jeg, med glødende kinder og et stort tungt hjerte, der sank ned i tæerne.
    Jeg kunne kun tænke, det kan altså lade sig gøre. Og der var ingen, der pegede fingre af den unge pige og nærmest hånede hende for at være så fjollet og hysterisk og sær.
    Det var hun heller ikke. Og det var der ingen, der antydede. Det kan lade sig gøre.

    Det er forbudt, meget meget forbudt, og forbundet med skam, ja, nærmest lidt taberagtigt, at indrømme, at man ikke har et nært forhold til sin mor.
    Der er også sådan lidt tudefjæs over det. Man er et elendigt menneske, der ikke bare kan lægge fortiden bag sig og finde sig selv – uden de aspekter i sig, der hedder Barndommen og Ungdommen og Opvæksten.

    Det har nu ikke afholdt mig fra at tale med venner og bekendte om min barndom, ungdom og opvækst, hvor mit forhold til både mor og far har været mildest talt anstrengt og meget ukærligt. Så jeg er en tudekiks.

    Men som de, der kender mig, godt ved; jeg er en hård nyser, der på ret usentimental vis kommer tilbage fra nærmest hvad som helst. Jeg er en benhård Overlever!

    Sådan var det bare ikke, da jeg var barn og ung. Da var jeg enormt skrøbelig og meget følsom. Hver gang min mor så den side af mig, så hånede hun mig og delagtiggjorde alle omkring os med udleveringen af al den hån, hun kunne finde på. Og alle voksne smilede og lo af mig, for hvor var det da også barnligt og fjollet og sært, alt det min mor kunne finde på at udlevere om mig. Jeg sank i jorden af skam og ydmygelse hver gang og ønskede bare at forsvinde fra jordens overflade.

    Al udleverende hån startede altid med, at jeg var sær. Mit kælenavn var Søs, og min mor startede altid med sætningen: Søs er sær, og så kom der en historie om, hvor sær jeg var. Een gang så jeg en udsendelse på TV om isbjørne på havisen, hvor jægere skød en isbjørnemor, og hendes to unger, der ikke kunne overleve uden hende, stod ved hendes døde krop og skreg og puffede til hende for at få hende op igen, og de prøvede at die, men som speakeren sagde, de var dødsdømte. Jeg brød helt sammen over den triste scene og løb ind på værelset og græd og græd ned i min pude. Min mor gik efter mig og spurgte hvad jeg græd over. Det fortalte jeg hende, og hun prustede gennem næsen, at det var da noget pjat. Næste dag over hækken fik nabokonen så den sjove seneste historie om, hvor sær jeg var. Skam skam skam.

    Det var også forbudt at vise frygt, angst og smerte, og det blev trænet ved, at jeg blev truet med vold, med uhyggelige scenarier om slemme ting, der ville overgå mig, når jeg mindst ventede det og ved at min mor slog, men især kneb med lange spidse negle i nakken, så hvirvlerne knagede – og faktisk gør ondt, når jeg drejer hovedet den dag idag. Alene ved at skrive det her ned for mig selv, kan jeg næsten høre min mors snerrende stemme: Pjat, du har altid været sær!
    Det var påbudt at vise naboer og andre, at vi var en lykkelig familie, selv om det var langt fra sandheden.
    Hvis vi børn legede med et eller andet i forhaven og i virkeligheden fungerede ganske fint og helt normalt i situationen, og min mor kom ud og checkede sine roser, så kunne hun finde på at hilse over hækken til naboen, knibe i nakken og hvæse: Smil! gennem tænderne. Og i ren og skær refleks smilede jeg så desperat ud i luften, for billedet af den lykkelige familie var vigtigere end virkeligheden.

    Virkeligheden var, at mine forældre skændtes 24/7 i ihvertfald de sidste 15 år af deres 18 år lange ægteskab. Altså, ‘de diskuterede’, sagde de. En diskussion, der ingen begyndelse og ingen ende havde, så længe jeg kan huske. Men emnet var åbenbart uudtømmeligt, og det krævede at de hviskede, snerrede, råbte og skreg af hinanden; den ene tegnede i sukkerskålen eller askebægeret og lagde giftpil efter giftpil af verbal ondskab, som den anden konstant stak sig på og derefter var nødt til at kaste med ting, smadre ting, slå på ting og børn, whutever, og så spise meget kraftige sovepiller, fordi ingen af dem nogensinde ville lade den anden få det sidste ord, men for at kunne arbejde, så skulle der altså også soves.

    Ingen af mine forældre var engle, det var ikke kun min mor, der var den værste i verden, far var den mest kritiske i verden. Det var meget krævende at leve op til hans forventninger om, hvor kloge, modne og accepterende vi børn skulle være. Som barn kunne jeg ikke se, hvor umulig en opgave, vi var på. Som voksen kan jeg se, at vi blev afkrævet mere modenhed, end de selv kunne levere. Når vi ikke magtede opgaven, så vankede der faktisk tørre tærsk. Her kan jeg sagtens henvise til den genialt underholdende film Blinkende lygter, der er mange gode referencer at hente der.

    Så udenpå var vi meget lykkelige og indeni var vi alle meget ulykkelige.

    I ren og skær overlevelse, tror jeg, gik både min bror og min søster med på den med, hvor sær jeg var, og at nærmest alting altid var min skyld.
    If you can’t beat them, join them. Min bror gik med på voldsvognen, min søster var mindre end mig og kunne kun slippe afsted med at anklage mig for ulykker, enten opdigtede eller nogen, hun selv havde skabt. Så straffede min mor mig for de ting, og så gik det ikke ud over hende. Men hun var heldig på een måde, hun blev aldrig udsat for fysisk vold, selv om det nok er lige meget, for den psykiske vold var lige så hård ved hende, som ved alle os andre.

    Jeg var altid alt for tynd for min mors smag, så jeg fik flere kartofler på min tallerken end de andre, og jeg kan slet ikke lide kartofler. Når jeg ikke kunne spise op, og det var altså helt umuligt, så skulle jeg blive siddende til jeg havde tømt tallerkenen, ellers satte min mor sig ned ved siden af mig og tvangsfodrede mig med gaffelfuld efter gaffelfuld af kolde kartofler med stivnet tyk brun sovs på. I flere år gik jeg i skole med 4 stiksår på min underlæbe fra gaflen uden, at nogen nogensinde så noget eller sagde noget. Det var sært at være tynd.

    Da jeg fyldte 11 år, husker jeg, at jeg sad på min seng og kiggede ud i luften og funderede over, at jeg havde allerede klaret 11 år og at der nu kun var 7 år til jeg fyldte 18 år og kunne slippe væk fra dette barndomshelvede. Så vendte visionen og de 7 kommende år blev helt forfærdeligt lange og uoverstigelige. Jeg vidste i det øjeblik, at jeg klarede ikke 7 år til, og besluttede at jeg om natten ville liste ud på badeværelset og spise alle min fars sovepiller, falde i søvn og aldrig vågne igen. Pyt med at fylde 18, pyt med at slippe væk, at dø nu var meget mere tiltalende end at leve 1 minut til i denne barndom.

    Om natten sad mine forældre som sædvanlige i køkkenet og ‘diskuterede’, og alle børn var på hver sit værelse og turde ikke røre sig for ikke at risikere at påkalde sig opmærksomhed fra de ophidsede forældre, hvilket sagtens kunne udlede nogle drøje hug, mens man lå i sin seng. Man måtte heller ikke værge for sig med armene, hvis det skulle ske, at man havde fremprovokeret en voldssituation, for det var endnu mere provokerende, og viste man smerte, så faldt der flere slag af.. jo jo, vi var altså meget lykkelige.

    Jeg listede ud på badeværelset, da bølgerne gik virkelig højt og de ikke længere ænsede andet end hinanden.
    Lige den dag havde min far flyttet sine sovepiller. Hvordan vidste han, at lige nu var det påkrævet at flytte de piller? Jeg ved det ikke.
    Men jeg vidste, at de nu lå i en bestemt skuffe i køkkenet – hvor mine forældre var. Jeg kendte mine forældre så godt.

    Resten af natten lå jeg i min seng fuld af fortrydelse over, at jeg ikke havde gemt de piller selv og rasede over de kommende 7 år, som nu lå udstrakt foran mig i hele sin uendelige ulidelighed.
    Næste morgen havde jeg forandret mig. Hvorfor skulle jeg egentlig lade livet for at få fred? Hvis nogen skulle dø, måtte det da nærmere være min familie, som var så forfærdelig. Jeg begyndte at planlægge i min fantasi, hvordan jeg ville slå dem alle sammen ihjel og slippe væk fra dem og huset og byen. Et fængsel var meget mere tiltalende end barndomshjemmet!

    Jeg lagde al min sårbarhed og mine følelser bag mig. Jeg bed alt i mig og fokuserede kun på få ram på dem, før de fik ram på mig. Jeg blev Overleveren. Usentimental. Kynisk. Jeg lærte at tage en syngende, sviende lussing uden at blinke og bagefter spørge om det hjalp.

    Alt var egentlig, som det plejede, intet var rigtigt forandret. Kun jeg var forandret. Og ingen bemærkede det. Ikke i flere år.

    Ind i mellem forsøgte jeg stadig at opnå en eller anden form for kontakt med min mor og min far, at være en så spændende og dygtig datter, at de bare måtte se mig med nye øjne og kunne lide mig, bare lidt.

    Jeg begyndte at hade mig selv, at jeg mistede noget i mig, som var så essentielt for min personlighed. Men efterhånden glemte jeg, hvad det var.
    Da jeg var 13 år, sad jeg igen ved middagsbordet og kiggede på kolde kartofler, stivnet sovs, brunt hakket kød og fedt i perler ovenpå stivnede stegte løg.
    Da min mor kom for at udføre sin rituelle tvangsfodring kiggede jeg hende lige i øjnene og sagde, at jeg ville hellere dø af sult end nogensinde æde hendes rædselsfulde hakkelse igen. Fint, sagde min mor og gik. Derefter blev der i lang tid ikke dækket op til mig, men jeg skulle stadig sidde med ved bordet. Måske forventede hun, at jeg blev sulten og ville bede om en tallerken, men jeg var med et indædt besluttet på at dø af sult, før jeg spiste hendes mad igen.
    Jeg tabte mig. Rigtig meget. Da jeg nåede 29 kg og var begyndt at besvime, hvis jeg rejste mig for hurtigt eller gik op eller ned af en trappe, og mit hår faldt af i totter, greb min far ind. Normalt blandede han sig ikke i huset, aftalen var at han stod for kælderen med værksted og haven, og min mor stod for alt over gulvhøjde i stueetagen, det inkluderede også os børn. Vi var hendes opgave. Men både mor og far var enige om denne ene ting, der handlede om, hvad naboerne ville tænke. Og et barn der døde af sult, var ikke sådan lige at bortforklare, og ville nok også på en eller anden måde ødelægge den fine facade om den lykkelige familie. Så han greb ind og lavede en aftale med mig, som jeg gik med til. Han lovede, at jeg ville få alle de tebirkes, jeg kunne ønske mig, hvis jeg til gengæld også drak eet glas mælk hver dag, som han blandede til mig. Jeg vidste, at min far var god for sit ord, det kunne man dog sige om min far, så jeg accepterede. Og hver dag drak jeg en halv liter mælk, der dog bestod af halvt piskefløde halvt sødmælk, og fik en kassefuld tebirkes, som ingen andre end jeg måtte spise af. Min far løste den konflikt, og reddede mit liv – igen. Lægen gik vi ikke til, for dengang var anoreksi også kun hysteri, som kun kunne løses med – tvangsfodring.. Og ingen skulle vide, at det stod galt til i vores familie!

    Jeg blev endnu mere kynisk, hadefuld og oprørsk, men nu hadede jeg mest mig selv. Min mor forstod dette og spillede utroligt meget på det gennem resten af min teenagetid. Jeg overtog min fars rolle som den, der stod for skud for hendes giftpile og nærmest psykopatiske udfald på alle tider af døgnet. Det var meget praktisk for min mor, da mine forældre blev skilt samme sommer. Jeg var 14 ½ år.

    Jeg vedblev at have anoreksi, til jeg var 20 år og kom på idrætshøjskole efter eget ønske.
    Hvis jeg skal beskrive formålet med den anoreksi, så var det ikke at få andre til at gøre noget for at glæde mig, som den unge pige i TV-udsendelsen idag, men simpelthen blot at forsvinde fra jordens overflade. Dø.. borte. Den, der ikke lever, har ikke ondt i livet, oplever ikke mere ondt. Der er ikke noget med at tage flere chancer og flere skuffelser. Da jeg kom frem til en form for løsning af anoreksien, vidste jeg at jeg havde valget mellem 2 løsninger: Leve eller Dø. På godt og ondt, og også på mine egne præmisser. I 1983 valgte jeg at leve.

    En livslang smerte var dog, at jeg aldrig har kunnet få hverken far eller mor til at indrømme, at de havde begået fejl i deres familieliv. Alt blev altid afvist som.. Pjat!
    Jeg er ikke et superspirituelt menneske, men til sidst og med lidt hjælp fra venlige fremmede lærte jeg at acceptere mine forældre, som de var, behæftede med fejl og deres egne dårlige oplevelser. Jeg slog mig til tåls med en lidt utilfreds følelse af, at de dog havde gjort deres bedste. De vidste ikke bedre. Det føltes som det værste, men det var det bedste de kunne gøre.

    Så da jeg idag sad og så den udsendelse om, at Mor er den værste i verden og der var een mor, der påtog sig sin del af ansvaret, og gik gennem ild og vand for sin datters skyld, så hun kunne komme videre i sit liv i balance – så opstod denne trang til at sætte ord på et livslangt tabu i min families levetid.

    Kald mig bare sær – jeg står ved mig selv – alene.

  2. anonym

    March 1, 2015 at 10:26 am

    En sterk historie, med en god slutt for barna og mor, selv om skadene er gjort.

    Har en lignende historie med forskjellsbehandling og skader etter det. Da er det flott å lese at noen får det bedre 🙂

    Min erfaring er, også som en kommentar til Sandra Normark, at virkeligheten overgår fantasien når det gjelder disse områdene. Tror du ville få en god opplevelse, blant annet å bli trodd på din historie, av oss som har gjennomlevd, og til dels gjennomlever traumene fremdeles. Lykke til og stå på!!

  3. Anonym

    March 10, 2015 at 11:17 am

    jeg har også vokst op med en sterkt kontrollerende mor. Hun klikka dersom hun ikke hadde FULL kontroll. Behovet for kontroll økte etterhvert som jeg kom i tenåra, og ble eldre. Hun klarte delvis å styre skolevalgene mine, jeg valgte det hun ville, ikke det jeg ville. Det var tydelig at hun ville holde meg i nærmiljøet, samtidig som hun ga uttrykk for at jeg var det verste mennesket hun visste om, og at det var synd på alle som måtte være nær meg. Det føltes som hun tok kvelertak på meg, samtidig som hun sparket meg bak. Til slutt fikk jeg en jobb i utlandet da jeg var 21, og nærmest rømte dit. Hun fortsatte å trakassere meg på telefonen, ba meg bl a å holde meg unna de andre kollegaene, måtte jo tenke på hvor synd det var på dem som måtte forholde seg til meg. Etter dette har jeg aldri bodd nærmere enn at det tar en dag å kjøre til hjemstedet, selv om jeg har savnet resten av familien min. Orker ikke trakasseringen .

  4. Monica

    August 10, 2015 at 7:05 pm

    Kjenner veldig igjen forskjellsbehandlingen med yngre bror.
    Men, har dessverre gitt opp at han vil innse og VÅKNE! Han er I dag syk og ensom. Mmmm! Hun har den deilige makten sin.
    Veldig opptatt av å sette oss opp som konkurrenter innen hver detalj. Nedlesse han med dårlig samvittighet.
    Hun har dessverre taket på hans far som er alkoholiker også.
    Dvs. Det er jo forferdelig synd på henne…..
    HALLO! Når skal skal folk våkne? Innse? Tror ikke at de makter det. Da må de tilstå at de driter seg ut!

  5. Anonym

    July 23, 2016 at 10:05 am

    Jeg kjenner meg sånn igjen. Min datter vil i følge hennes far ikke ha noe med meg å gjøre. Hun er snart ti år og har valgt bort sin mamma og eldre søsken. Hun gå utrykk for å ville bo hos mamma til både barnevern, sakkyndig, skole, helsesøster og andre. Så kom hun til pappa ble utsatt for massiv manipulasjon og press, og har endret totalt mening. Nå vil hun bare være hos pappa og stemor.
    Min eks har også fremlagt en falsk historie om meg for alle som vil høre på. At jeg ikke egner meg som mor, er psykisk ustabil og syk. Han har tatt min datter bort fra sin storesøster som lider av å ikke se henne. Storebror ser henne heller ikke. Det er eks som selv har sørget for den situasjonen jeg og mine øvrige barn er i, i dag. Gjennom år med stalking og krig i retten har han utmattet og ødelagt sin datters nærmeste familie. Og sørget for at jeg ikke har hatt krefter til å være mamma for mine to øvrige barn slik jeg ønsker.
    Å ikke få se barnet sitt er for en mamma et mareritt, og et stort traume. Jeg vet hva eksen min står for, og hva han er i stand til. Han burde ikke ha tilgang til barn overhodet.
    Godt å lese at personen i dette innlegget har kontakt med begge sine barn i dag og forsøker bygge opp relasjonen som er blitt ødelagt gjennom mange år borte fra dem. Det gir håp for meg og andre som opplever å ikke få se barna våre, fordi de er blitt utsatt for massiv manipulasjon av en psykopat far eller mor.
    Takk for at du delte din historie

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.